23948sdkhjf

Kinesisk gigant brager mod salgsrekord på singles day

En igangværende handelskrig med USA har ikke afholdt forbrugerne i Kina fra at shoppe løs på singles day.

De kinesiske forbrugere er godt på vej mod at smadre rekorden for onlinesalg på den særlige shoppingdag ved navn singles day.

Det viser foreløbige tal fra den kinesiske internethandelsgigant Alibaba.

Efter mandagens første 12 timer i Kina har Alibaba solgt for cirka 27,4 milliarder dollar - omkring 185 milliarder kroner. Sidste år lød det samlede beløb efter 24 timer på 30,7 milliarder dollar - knap 210 milliarder kroner.

Sidste års beløb ser derfor ud til at blive slået betragteligt.

Den kinesiske økonomi befinder sig ellers i en nedgang for tiden. Det er yderligere forværret af en igangværende handelskrig med USA.

Derfor var dette års singles day også på forhånd udset som et potentielt fingerpeg om de kinesiske forbrugeres købelyst.

Og den ser ud til at være intakt. Allerede 68 sekunder efter åbning havde Alibaba rundet salg for en milliard dollar.

Singles day er et 11 år gammelt kinesisk koncept, hvor kunder lokkes i butikkerne - eller ind hos internetforhandlere - med slagtilbud 11. november.

Konceptet kendes blandt andet også fra amerikanske black friday, der holdes hvert år dagen efter thanksgiving.

Både black friday og så småt også singles day har vundet indpas i Danmark.

Navnet singles day henviser til datoen 11/11. Dagen er desuden dedikeret til Kinas mange millioner singler - som en modvægt til valentinsdag.

Dette års singles day i Kina blev skudt i gang med et stort gallashow i Shanghai, hvor den amerikanske popstjerne Taylor Swift optrådte.


/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094